CAMPUS+ 2024

Danmarks største læringsfestival er overstået for i år, og heldigvis var det endnu engang en kæmpesucces. Over 3.500 elever fra grundskoler og ungdomsuddannelser i Køge Bugt fandt vejen til Køge Midtby, hvor over 400 standholdere tog godt imod dem og var klar med sjove aktiviteter og en masse inspiration til de unges fremtidige uddannelses- og karrierevalg.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye kiggede forbi læringsfestivalen og deltog i åbningstalen sammen med borgmester i Køge, Marie Stærke.

Mattias Tesfaye fik mange gode snakke med de unge om deres drømme for fremtiden. Han var så glad for samtalerne, at han blev meget længere end planlagt – til stor glæde for de unge.

Igen i år mødte eleverne standholderne med stor nysgerrighed og gåpåmod. De unge havde en dejlig dag, og vejrguderne var med dem.

Det siger eleverne om CAMPUS+

“En fed dag med sjove oplevelser og uddannelser.” – elev fra 9.A på Sankt Nicolai Skole

“Jeg lærte noget mere om den specifikke retning, jeg allerede har tænkt mig at gå.” – elev fra 2.g på Køge Gymnasium