Over 3.000 unge fra grundskoler i hele Køge Bugt og elever fra Campus Køges egne ungdomsuddannelser fyldte fredag den 28. august Køge midtby til CAMPUS+ Læringsfestival 2026.
I år blev CAMPUS+ afholdt for ottende gang, og for første gang i festivalens historie fulgte regnen med. Regnen kom og gik i løbet af dagen, men det satte ikke en stopper for de unges engagement. Det blev en fantastisk dag fyldt med læring, nysgerrighed, aktiviteter og masser af inspiration til det svære uddannelses- og karrierevalg.
En hel bymidte fyldt med læring
Dagen begyndte i Lovparken, hvor Køges borgmester Ken Kristensen og Morten Dahlin officielt åbnede festivalen.
Herefter bevægede de unge sig rundt i Køge midtby, hvor mere end 100 stande stod klar med aktiviteter, oplevelser og mulighed for at blive klogere på forskellige uddannelser, job og karriereveje.
I år var CAMPUS+ fordelt på tre zoner: Blå, Rød og Gul. De unge gik på opdagelse mellem standene, prøvede forskellige aktiviteter og mødte både uddannelsesinstitutioner, virksomheder og organisationer.
Se, hvordan dagen så ud i videoen herunder:
Læring som en del af oplevelsen
De unge oplevede dagen gennem den interaktive app Læringsruter, som er udviklet af Poulsen Soft ApS.
Ved standene kunne de unge scanne QR-koder, når de havde prøvet en aktivitet. På den måde blev de sendt videre rundt på festivalen og kunne samtidig deltage i konkurrencen om fede præmier.
Læringsruter gjorde det muligt at kombinere læring og aktiviteter med en lille ekstra motivation til at gå på opdagelse i hele festivalområdet.
Se guiden til Læringsruter og CAMPUS+ 2026 her:
Fede præmier til dagens deltagere
QR-koderne var også adgangsbilletten til dagens konkurrence. Sidst på dagen trak vi to vindergrupper blandt de unge, der havde deltaget. Den ene gruppe vandt lørdagsbilletter til Køge Festuge, mens den anden gruppe vandt fire gavekort til Stacy’s Diner på 250 kr. hver.
Sideløbende havde vi en særlig konkurrence i samarbejde med Køge Festuge og Christians Køreskole, hvor to unge mennesker vandt et kørekort hver til en værdi af 14.995 kr.
En dag fyldt med oplevelser
CAMPUS+ Læringsfestivalen samlede på én dag mere end 3.000 unge, over 100 stande bestående af en lang række uddannelsesinstitutioner, virksomheder og organisationer i Køge midtby.
Målet var at give de unge mulighed for at blive inspireret, stille spørgsmål, prøve ting af og få nye perspektiver på deres fremtidige uddannelses- og karrierevalg.
Det var ottende gang, CAMPUS+ blev afholdt og selvom festivaldeltagerne for første gang måtte finde paraplyerne frem undervejs, var Køge midtby fyldt med nysgerrighed, engagement og godt humør.
Herunder kan du se et udvalg af billeder fra dagen og få et gensyn med nogle af de mange oplevelser fra CAMPUS+ 2026:














