CAMPUS+ TIDLIGERE ÅR

Campus+ har været afholdt siden 2017. Få et indblik i, hvordan det har set ud gennem årene her.

Campus+ 2017

“Jeg synes, at det var et super arrangement (…) Jeg hyggede mig og så andre mennesker jeg kendte. Dejligt at det kører i forbindelse med køge festuge, så man fornemmer den gode stemning. Jeg var vild med det”

– Elev, Køge Handelsskole

Den 1. september 2017 blev CAMPUS+ afholdt for første gang. Det var en dag med store smil, aktivitet og inspiration til fremtiden.

Hvad skal jeg være? Hvad kan jeg blive? Hvad skal jeg vælge?

125 forskellige aktiviteter gav hver deres bud på svar på disse spørgsmål. Billederne nedenfor giver et indblik i dagen og de forskellige aktiviteter, som de unge kunne kast sig ud i til CAMPUS+ 2017. Vi du læse flere citater eller vide mere om reaktionerne fra elever, lærere og standholdere, så ses vores evaluering af eventet HER.

CAMPUS+ 2018

“[Der var] mange og meget forskellige boder, hvor man kunne prøve lidt af hvert. Fedt at man have god tid og frihed til selv at vælge mellem de”

– Elev, Køge Gymnasium

Den 31. august 2018 blev CAMPUS+ afholdt for anden gang med næsten endnu større success end første gang.

Årets CAMPUS+ bød på velkendte koncepter, såsom aktiviteter arrangeret af de deltagende virksomheder, foreninger og uddannelser, aktivetspas med klistermærker til styring af elevernes deltagelse og meget mere. Men der var også nye initiativer som f.eks. lærerlounges med lokale og eksterne eksperter, der startede spændende debatter op om aktuelle problemstillinger ift. det at være underviser og forhindringsløbet HeroRun, som bragte elever såvel som lærere rundt igennem Køges gader og stræder.

CAMPUS+ 2019

”Der var fede aktiviteter for unge, så man ikke bare skulle lytte, men gøre noget aktivt selv.”

”Det har været mega hyggeligt, at gå rundt med sin gruppe, fordi aktiviteterne var sjove.”

”Jeg syntes at, det er super spændende at man møder forskellige uddannelser og ser hvilke job muligheder, der er.”

– Elevudtalelser fra CAMPUS+ 2019.

2019 blev året hvor CAMPUS+ sprængte alle rekorder. Fredag den 30. august blev CAMPUS+ skudt i gang af  børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil samt borgmester Marie Stærke, og herefter indtog over 3000 elever Køge midtby, parate til at møde nye ansigter og prøve et væld af aktiviteter.

135 aktivitetsstande stod klar, til at tage imod de mange nysgerrige unge, som både fik sved på panden, blev udfordret på deres paratviden og præsenteret for et utal af muligheder. Udover fokus på alle facetter af ungdomslivet, mulighederne, karriere og personlig udvikling, handlede CAMPUS+ 2019 i høj grad om fællesskab og nye venskaber. Således blev Køge torv omdannet til et kæmpe urban picnicområde, hvor eleverne slog sig ned, nød deres frokost og hyggede til tonerne af lokalt forankret musik leveret af SIV og MINCE fra MGK Sjælland. Også lærerne fik mulighed for, at være nysgerrige på sig selv og hinanden under dette års lærelounge, hvor Henrik Good Hovgaard inspirerede med foredraget ”Uddannelser til Fremtiden”. Dagen sluttede af med et brag, da Sigmund fra X-factor gik på scenen.

CAMPUS+ 2022

”Jeg synes, at det var fedt at jeg kunne tale med andre end kun dem fra min egen skole, og at jeg kunne høre mere om hvad selve Køge by udbyder.”

– Elev fra CAMPUS+ 2022.

”Det var en rigtig god dag, især kompetenceudvikling ved Noemi Katznelson var inspirerende. Men det var også spændende at se nærmere på de forskellige stande og spiste frokost med kollegaer.”

– Underviser fra CAMPUS+ 2022.

”Det var så fedt at lave en aktivitet frem for “bare” at markedsføre med flyers o.l. De unge kom også forbi os, selvom de ikke umiddelbart tænkte, at de havde interesse for vores område.”

– Standholder fra CAMPUS+ 2022.

Efter to års ufrivillig pause fik vi endelig mulighed for at afholde CAMPUS+ igen i 2022 og det blev en stor succes. Fredag d. 2. september blev CAMPUS+ skudt igang af borgmester Marie Stærke og herefter bevægede over 3000 elever med fuld energi sig ud i Køge Midtby. I år deltog der elever fra både Køge, Stevns, Faxe, Solrød og Greve Kommune.

Eleverne blev mødt af over 100 aktiviteter ude på standene, hvor både uddannelser, virksomheder og foreninger stod klar til at gøre eleverne klogere på deres muligheder i Køge og omegn. Eleverne havde blandt andet mulighed for at sortere “piller”, børste tænder på hinanden og forbinde sår i velfærdshjørnet på stationspladsen, og støbe beton sammen med Thomas Uhrskov, besøge Kriminalforsørgens Kampagne lastbil og besøge Søværnets Fregat ved Kulturtorvet samt mange mange mange andre ting.

Da alle de unge var mætte af indtryk havde de mulighed for at nyde sin frokost på Køge Torv sammen med elever fra alle de andre skoler. Frokosten blev nydt til tonerne fra lokalbandet Noras Have. Dagen blev afsluttet med et brag, da upcoming bandet Fuld Effekt, som tidligere i 2022 deltog i det danske melodi grand prix.

CAMPUS+ 2023

“Jeg blev helt klar på, hvilken uddannelse jeg ville have, og havde det samtidig sjovt med mine venner og andre fra forskellige skoler. Det var en fed, hyggelig og sjov dag, som afskilte sig fra den almindelige skoledag”.

– Elev på Campus+ 2023

“Jeg kunne rigtig godt lide mange af aktiviteterne i Lovparken, fordi der både var noget aktivt og nogle quizzer, hvor man kunne dyste mod sine venner og havde mulighed for at vinde præmier”.

Elev på Campus+ 2023

Campus+ 2023 blev et anderledes år, fordi Køge Festuge og dermed også åbningen og afslutningen af læringsfestivalen blev rykket til Lovparken.

På trods af lidt forvirring og ændringer i programmet blev det alligevel et brag af en læringsfestival, hvor over 3.000 unge mødte uddannelser, virksomheder og foreninger, der kunne give dem et indblik i deres fremtidsmuligheder. Borgmester i Køge, Marie Stærke, åbnede festivalen, som hun gjorde det i 2019 og 2022, og boybandet Page Four lukkede og slukkede.

CAMPUS+ 2024

Danmarks største læringsfestival er overstået for i år, og heldigvis var det endnu engang en kæmpesucces. Over 3.500 elever fra grundskoler og ungdomsuddannelser i Køge Bugt fandt vejen til Køge Midtby, hvor over 400 standholdere tog godt imod dem og var klar med sjove aktiviteter og en masse inspiration til de unges fremtidige uddannelses- og karrierevalg.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye kiggede forbi læringsfestivalen og deltog i åbningstalen sammen med borgmester i Køge, Marie Stærke.

Mattias Tesfaye fik mange gode snakke med de unge om deres drømme for fremtiden. Han var så glad for samtalerne, at han blev meget længere end planlagt – til stor glæde for de unge.

Igen i år mødte eleverne standholderne med stor nysgerrighed og gåpåmod. De unge havde en dejlig dag, og vejrguderne var med dem.

Det siger eleverne om CAMPUS+

“En fed dag med sjove oplevelser og uddannelser.”

– Elev fra 9.A på Sankt Nicolai Skole

“Jeg lærte noget mere om den specifikke retning, jeg allerede har tænkt mig at gå.”

– Elev fra 2.g på Køge Gymnasium

CAMPUS+ 2025

CAMPUS+ 2025 var året, hvor vi afprøvede en masse nyt – fx Poulsen Softs LæringsRuter app til at guide eleverne rundt i zonerne i stedet for aktivitetspas, nye zoneplaceringer og nye aktiviteter faciliteret af Youngstival Køge.

Over 3.000 unge fra grundskoler i hele Køge Bugt, sammen med elever fra vores egne ungdomsuddannelser, mødte over 100 stande i Køge Midtby for at blive inspireret til det svære uddannelsesvalg.

De kunne fx prøve kræfter med Forsvarets basisprøve, se en fængselscelle hos Kriminalforsorgen og forsøge at navigere rundt på en “vejbane” med promillebriller på hos Køge Bugt Køreskole.

Solen bragede ned, mens de unge lærte at danse af Balletkompagniet, spraymale på vores graffitivæg, give deres mening til kende ved vores open mic-stand, trykke motiver på deres eget genbrugstøj, få fed lyd ud af DJ-mixerpulten, der kom hele vejen fra Youngstival i Kristianstad Sverige, og stå på skateboard hos Skate Gule Hal. Alle aktiviteter som Youngstival Køge faciliterede.

Hele herligheden sluttede hos Køge Festuge i Lovparken med lækker musik fra tre lokale, unge bands – singer-song-writeren Thilde, rapgruppen Situationen og gymnasiebandet Tumult.

Og Trelleborg Fonden – i samarbejde med Sydbank hjalp med at få aktiviteterne realiseret ved at støtte med 25.000 kr.

Det var som altid en dejlig CAMPUS+ dag.

Hør, hvad både elever og stadeholdere syntes om dagen i filmene herunder: