Elektriker fra EUC Sjælland hædres med fornem medalje foran H.M. Dronningen

17. maj 2022

Elektriker Frederik Michael Hansen er netop blevet hædret ved en ceremoni på Københavns Rådhus i selskab med H.M. Dronningen for at være i blandt de dygtigste nyuddannede håndværkere.

Arbejdstøjet blev tirsdag den 10. maj skiftet ud med det stiveste puds, da elektriker Frederik Michael Hansen, 21 år uddannet fra EUC Sjælland mødte op på Københavns Rådhus til medaljeoverrækkelse afholdt af Håndværkerforeningen København i selskab med H.M. Dronningen. Ceremonien hædrer særligt veludførte svendeprøver og udnævner desuden Årets Æreshåndværker.

Ubeskrivelig oplevelse
En af landets dygtigste håndværkere og medaljemodtager i den mere end 150-årig tradition er Frederik Michael Hansen, 21 år, der er uddannet EUX elektriker fra EUC Sjælland.

“Det var en sindsyg og unik oplevelse at modtage sølvmedaljen. Det er næsten ubeskriveligt både at få lov at trykke H.M. Dronningens hånd, og det enorme skulderklap og den rigtige fede belønning, det er at få for alt det slid, jeg har lagt i min uddannelse,” siger Frederik Michael Hansen, der både modtog en sølvmedalje og Direktør Ib Henriksens Fonds Rejselegat på 15.000 kr. og fortsætter:

“Jeg er uddannet med en EUX som elektriker fra EUC Sjælland, og det kræver man går op i det, vil det og har hjertet med. Vi havde nogle dygtige og kompetente lærere, der var gode til at formidle stoffet på en positiv og lærerig måde og fik nogle dybe og gode relationer til mine medstuderende. Selve faget giver mange muligheder i fremtiden. Jeg elsker at en hverdag aldrig er ens,” slutter Frederik Michael Hansen, der er ansat ved Næstved El-service – En del af SIF Gruppen.

Foto: Rie Neuchs
Frederik Michael Hansen, 21 år uddannet elektriker fra EUC Sjælland modtager sølvmedaljen og lykønskes her af H.M. Dronningen.

Mangel på faglærte
I 1867 begyndte man med at overrække enten en sølv- eller bronzemedalje som symbol på en særdeles veludført svendeprøve – for dengang som nu, er målet at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

“Danmark kommer til at mangle faglærte håndværkere. Og vi har mange dygtige allerede, der gør det ekstraordinært godt, de fortjener at blive hyldet. Håndværksfag har nemlig en signifikant værdi for samfundet, og der findes mange og rige muligheder i netop den uddannelsesvej, hvor vi har fokus på at bygge fremtidens Danmark mere bæredygtigt og klimavenligt,” siger uddannelseschef på erhvervsuddannelserne ved EUC Sjælland Ole Holm.

Årets Æreshåndværker opvokset på Næstved-egnen
Årets Æreshåndværkerpris er i år tildelt journalist Puk Damsgård, der er opvokset i Hammer-Torup mellem Næstved og Præstø. 

Håndværkerforeningens formand, oldermand og malermester Per Vangekjær om begrundelsen for at udpege Puk Damsgård som Æreshåndværker.

“At viden udefra gør os klogere og dygtigere ved vi alt om inden for håndværksfagene. Og med sin vedholdende stræben, flid og dygtighed har Puk Damsgård været med til, at skabe en bredere og mere nuanceret forståelse af den verden vi lever i.”

“Jeg er i sagens natur beæret over at modtage den fine hæder. Journalistik er i den grad også et håndværk – et håndværk vi hele tiden skal forfine og udvikle. Og hvis det jeg laver kan være en inspiration for andre, kan jeg vist ikke bede om meget mere.”

sagde Puk Damsgård

Læs mere her:
Håndværkerforeningen København
https://hfk.dk/medaljeuddeling/os-med-medalje/

FAKTA
Håndværkerforeningens sølv- eller bronzemedalje kan tildeles en håndværkersvend, der har gennemført en særdeles veludført svendeprøve. Det er de faglige håndværkslaug, der indstiller deres dygtigste nyuddannede svende til Håndværkerforeningens medalje.

I nogle håndværksfag kan en håndværkssvend også modtage fagets medalje i forbindelse med svendeprøven. De to medaljer er dog ikke den samme, og en håndværkersvend kan godt modtage fagets medalje uden at blive indstillet til Håndværkerforeningens medalje. Og omvendt.

(Venstre) Elektriker Frederik Michael Hansen lyønskes af Næstformand i Håbdværkerforeningen København Oldermand og smedemester Steen Carmel. Foto: Ricky John Molloy 

(Midt) Puk Damsgaard er årets Æreshåndværker. Årets Æreshåndværker er Håndværkerforeningen Københavns ærespris, som siden 1973 er blevet uddelt i forbindelse med foreningens årlige medaljeuddeling på Københavns Rådhus. Den prestigefyldte titel er gennem årene blevet tildelt en fornem kreds af kendte samfunds-, kultur-, videnskabs- og erhvervspersonligheder.