Karrieretanker i 2.g
Hele dagen summede Køge Handelsskole af karriere-og uddannelsestanker, da elever fra HTX fra EUC Sjælland, Køge Gymnasium, Køge Handelsskoles EUX Business og Køge Handelsgymnasium på skift besøgte messen og tog til oplæg om videregående uddannelser, højskoler og meget mere.
Ida Nielsen fra Bjæverskov, som går på Køge Handelsgymnasiums matematik-studieretning fandt KarriereTanken spændende og brugbar:
“Jeg er rigtig glad for matematik og sprog, så jeg var på udkig efter en uddannelse, hvor det kommer i spil. Jeg deltog på oplæg om hhv. KPMG og CPH Business. Begge var spændende – og begge appellerede til mig. KPMG tilbød en revisoruddannelse som trainee forløb og de havde tilrettelagt den, så man kom rundt hos flere i virksomheden. Det synes jeg er fedt, for så lærer man af flere forskellige mennesker – og undgår at blive sat i bås af en enkelt. Jeg har altid troet jeg skulle være bankrådgiver eller revisor, men jeg holder også af sprog. Jeg har været på udveksling i USA efter jeg gik ud af Skovbosskolen og inden jeg begyndte her. Og tidligere i 2. g. var jeg med i skolens Erasmus+program, hvor jeg var i Malaga i tre uger. Derfor gik jeg også til oplægget om CPH Business, som har et spændende koncept hvor man, som del af sin uddannelse, er på et års udlandsophold. Det er mega fedt allerede nu at gøre sig tanker om hvad man skal bagefter,” siger Ida Nielsen.
Sabbat med substans
Også for Mark Truels Hansen, som bor i Hvidovre, udgør sprog et stort omdrejningspunkt i valget af udannelsessted – og for hvad han vil i fremtiden.
“Jeg ville have en international studentereksamen, så jeg valgte IBS English på Køge Handelsgymnasium. Jeg vil gerne arbejde med shipping i fremtiden – jeg vil gerne på CBS bagefter og studere International Handel. Derfor brugte jeg mere krudt på at undersøge mulighederne for et fedt sabbatår. I første oplæg hørte jeg om Snowminds – jeg holder rigtig meget af at stå på ski – så at kunne kombinere hobby og arbejde som skiinstruktør ville være fedt. De har et fedt koncept, som er individuelt skræddersyet – og de har nogle anderledes destinationer for ski i vores normale optik – fx Japan, Canada og Spanien,” siger Mark Truels Hansen og fortsætter: “I det andet oplæg hørte jeg om højskoleophold. Ligesom med efterskole er det en god måde at komme ud og være sammen med andre mennesker omkring et særligt fællesskab.”