Nyt liv 24-7 i CAMPUS Køge
”Vi har haft lynende travlt”, fortæller kundechef i Domea.dk, Bent Michelsen og fortsætter: ”72 ud af 72 nye boliger er lejet ud fra i dag, og det er super spændende at byde så mange nye, unge beboere velkommen på én gang.” Bent Michelsen fortæller, at da Domea.dk startede med at udbyde boligerne i januar, var der knap 300 på venteliste, men da ventelisten har været åben i noget tid, havde mange af de indskrevne selvklart fundet andre boligmuligheder i mellemtiden. Domea.dk og CAMPUS Køge gik derfor sammen og i løbet af den seneste halvanden måned er næsten alle boliger lejet ud.
”Vi var lidt spændte på, om vi kom i mål, men det lykkedes over alt forventning. Der har været en enorm interesse for at bo tæt på uddannelserne, og det har været spændende at arbejde sammen med campusrepræsentanterne, som har været i dialog med mange af deres unge og hjulpet dem via Domea.dk, så de kan komme godt i gang med deres ungdomsbolig”.
Fra Nykøbing Falster i syd til Hillerød i nord
Der har været stor geografisk spredning på, hvor de unge kommer fra, og for mange har det været et plus at kunne flytte ind i boligerne i CAMPUS Køge. Fie Jessen, som er campus-koordinator i CAMPUS Køge koordinerer opstarten ift. fælles aktiviteter sammen med campus eventkoordinator, Jens Peter Halborg. Fie understreger, at ”Vi har selvfølgelig en del unge fra Køge, Bjæverskov og Lille Skensved, og det er skønt at understøtte de unge bredt”.
En af de unge, der var klar til at flytte ind, den dag ungdomsboligerne åbnede, er Kian Nyegaard. Han går til dagligt i 1.g. på Køge Gymnasium, og han er glad for at kunne flytte ind: ”Min brors kæreste havde set, at det var ledige boliger, og det var en god løsning for mig, for jeg har i et halvt år pendlet fra min far på Lolland for at gå på Køge Gymnasium.” Han er mødt op for at modtage sin lejlighed sammen med tre venner for sammen at se på det nye byggeri blive taget i brug.
”Det bliver en stor lettelse at få foden indenfor her. Nu er det meget nemmere at møde venner i Køge, have tid til gruppearbejde og komme på arbejde”, siger Kian Nyegaard, som i forvejen kender campusområdet ganske godt, da han har gået på 10. klasse i CAMPUS Køge.
Hele fredagen har der summet af liv i fællesrummet i Ungdomsboligerne, og der har været en lind strøm af indflyttere som forventningsfuldt har modtaget nøglen til lejligheder og båret de første flyttekasser ind. Der er inviteret til fællesspisning de kommende fire mandage for alle indflyttere på de forskellige skoler i CAMPUS Køge – den første mandag byder Køge Handelsskole på tacos og siden inviterer EUC Sjælland og ZBC indenfor. Der er fokus på de unge og boligerne – CAMPUS Køge understøtter med fælles aktiviteter af alle slags for at styrke fællesskabet for de unge i Ungdomsboligerne, ligesom det sker til dagligt på tværs af uddannelserne.