Sommerens første EUX student i Køge

23. juni 2020

En tilfreds og glad Sune Bjergsted Hansen på 22 år er sommerens første EUX student fra EUC Sjælland i Køge. Forældrene er begge meget stolte af deres søn, der har arbejdet stålfast på at fuldende sin uddannelse.

EUX åbner døre til et utal af muligheder

Sune Bjergsted Hansen har de seneste tre år og 8 måneder taget kombinationsuddannelsen EUX, der forener almene gymnasiale fag med en håndværksmæssig grunduddannelse som smed i Køge på EUC Sjælland.

“Der åbner sig mange døre nu, der er ikke det, jeg ikke kan nu. Som udgangspunkt er alt en mulighed. Det er derfor, jeg valgte en EUX uddannelse. Jeg kan klart anbefale det til andre. Man skal være klar på knokle og tilegne sig meget viden på kort tid, så hvis man kan det, er der rigtig mange gode muligheder bagefter,” fortæller Sune. 

Maskinmesterdrømme og endelig ferie

Fremtidsplanerne er allerede lagt. Sune har indtil videre været lærling ved Kongskilde Maskinfabrik i Sorø og har nu søgt ind på maskinmesteruddannelsen, som han skal starte på efter sommerferien. 

“En maskinmester er lidt en avanceret altmuligmand. Der er rigtig gode muligheder inden for industrien, da næsten alle har en maskinmester ansat. Jeg var til et spændende arrangement på Maskinmesterskolen i København, hvor man også mødte forskellige virksomheder for at se, hvordan erhverslivet samarbejder med skolen,” fortæller Sune. 

Lige nu har Sune veloverstået et omfattende eksamesprojekt om svejsning.

“Jeg har undersøgt svejsninger, og hvad der sker på det molekylære niveau, når man svejser. Man kan sige en svejsning er en svejsning, men det er det i realiteten ikke, det er et meget bredt term. Det var mig selv, der valgte emnet, da det er min store interesse,” fortæller Sune. 

Lige nu fejrer Sune dagen med sin nærmeste familie og så står den på sommerhusferie i Jylland. 

FØRSTE EUX STUDENT

Sune Bjergsted Hansen, 22 år, bosat i Sandved. EUX-smed, læreplads ved Kongskilde Maskinfabrik i Sorø.

FAKTA OM EUX

EUX er den erhvervsfaglige studentereksamen – og hermed en erhvervsuddannelse kombineret med gymnasiale fag.

Uddannelsen er adgangsgivende på samme niveau som andre gymnasiale uddannelser – og herved er det muligt at tage videregående uddannelser og suppleringskurser.

Eleverne får både svendebrev og studenterhue.

Et EUX-forløb varer 4-5 år afhængigt af, hvilken uddannelse der vælges.

EUC Sjælland udbyder syv uddannelser som EUX: tømrer, struktør, murer, elektriker, smed, personvognsmekaniker og vvs-energispecialist.