Struktør- og mureruddannelsen påbegynder hovedforløb i Køge januar 2021
Pressemeddelelse fra EUC Sjælland, 21.09.2020
Mangel på unge kloge hænder: EUC Sjælland vil fra januar 2021 åbne op for hovedforløb på struktør- og mureruddannelserne i Køge.
Byggebrancen er et attraktivt uddannelsesområde og der er efterspørgsel på håndværkere i Danmark, derfor vil EUC Sjælland Køge som et nyt tiltag udbyde hovedforløbet på struktør- og mureruddannelserne fra januar 2021. Grundforløbet for murer-, bygningsstruktør- og anlægsstruktør-uddannelserne startede i CAMPUS Køge til januar 2017.
“Når vi udvider udbuddet af vores murer- og struktøruddannelser, skal det ikke mindst ses i lyset af den stærkt stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft, fortæller Stig Rasmussen uddannelsesleder ved EUC Sjælland og uddyber: “På både murer- og struktøruddannelsen har vi en meget stor efterspørgsel fra virksomheder, der mangler uddannede håndværkere.
Så der er nærmest garanti for praktikplads under uddannelsen og garanti for godt lønnet beskæftigelse efter svendeprøven.”
Mangel på unge kloge hænder
Dansk Byggeris underdirektør Louise Pihl har tidligere på året udtalt i en pressemeddelelse til Ritzau, at der opleves en markant mangel på kvalificerede faglærte, når de ældre årgange bliver pensionerede og at hver femte bygge- og anlægsvirksomhed oplever at deres produktion bliver begrænset, da de mangler medarbejdere.
“Der er rigtigt gode fremtidsmuligheder i bygge- og anlægsbranchen, derfor vil EUC Sjælland sikre at elever kan realisere en drøm og et mål om at fuldende deres uddannelse i Køge og bidrage til samfundets efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft,” slutter Stig Rasmussen.
Læs mere om uddannelserne på: www.eucsj.dk
Kontaktinformation:
Tlf. 55 75 33 00
email: eucsj@eucsj.dk