Translokation i en coronatid
Køge Handelsgymnasium åbnede traditionen tro dørene til translokation – men i 2020-udgaven blev det til hele 13 translokationer afholdt ”hjemme” i KHS Cafe, lørdag den 27. juni summede huset og omgivelserne af festklædte unge med deres nærmeste fra kl. 9 morgen til kl. 17. Programmet bød på taler og overrækkelse af eksamensbeviser samt legater fra erhvervslivet.
Skolens direktør Tim Christensen ønskede de nybagte studenter tillykke og gav dem årets translokationstale: Kære Handelsstudenter. Velkommen til jer og jeres nærmeste. Hjertelig tillykke med jeres eksamen. Vi er glade for, vi må samle jer i dag til skolens officielle farvel. I bliver student i en tid under voldsom forandring. I føler nok I er kommet lidt hovedkulds over målstregen, men se: I har formået at lande på fødderne. Meget I så frem til forsvandt som dug for solen. Men I er langt mere end historien om et forsømt forår. I har imponeret os alle. I er af en ganske særlig støbning – I er studenterne af 2020!
I gik hjem 11. marts – for dagen efter at fortsætte skoledagen hjemmefra: I har klaret det med stor tålmodighed og engagement. I har udvist ansvarlighed og selvstændighed på en måde, som mange voksne ellers først langt senere i livet formår. I er seje – I står stærkt – I er indstillet til en ny tidsalder. Vi er stolte af jer – et stort 12-tal i livets skole – det skal I ha’ med i huen!
Kierkegaard taler om muligheder og vilkår. I har vist os, at I kan jeres Kierkegaard i praksis: Regn er for eksempel et vilkår – vi kan være triste og ofre for vejret. ELLER, vi kan se muligheder – at tage regntøj på og lege mudderkage med de glade børn på vejen. Kirkegaard siger: Hvis vi accepterer vilkårene og samtidig ser og vælger mulighederne, tager vi ansvar for vores eget liv – Kirkegaard kalder det at træde ud i livet som menneske. Så I er en ganske særlig generation af studenter – I har formået at gribe mulighederne i vilkåret.
Med den indstilling – jeres mindset – er jeg fortrøstningsfuld for fremtiden – med jer lander vi på fødderne i de kriser, der altid vil komme – alt fra virus til klima. Apropos kriser, så har bevægelsen omkring Black Lives Matter fyldt godt i foråret – med rette. Vi skal forstå og rumme hinanden i et anerkendende samvær. Vi er alle mennesker og der er mange områder, vi er forskellige på: Vi har forskellige personligheder, intelligenser, temperamenter, kompetencer mv. Det giver rigtig mange kombinationsmuligheder. Så chancen for at møde en magen til sig selv er sværere end at vinde i Lotto. Så derfor er det vigtigt at I møder verden nysgerrigt – så lyt, tænk og forstå andre. Her ligger chancen for læring.
Det er vigtigere i dagens samfund at anerkende mangfoldigheden og forsvare en fælleshed i forskelligheden end at reagere destruktivt på den, som vi desværre har set alt for mange eksempler på. Hvis ikke vi rummer hinandens forskellighed individuelt eller kulturelt – vil vi bidrage til krig, terror, pres på ytringsfriheden, global opvarmning og mere sult og nød i den 3. verden. Så lad mig sige det uden omsvøb. I er vigtige i relation til at bevare velfærdssamfundet og de kompetencer I har – er vigtige i fremtidens organisationer. Men bliv nu ikke for vigtige – forbliv nysgerrige og interesserede. I er blevet modnet og klædt på til livets mange valg, beslutninger og udfordringer efter jeres tid hos os – og I står nu på dørtærsklen til nye udfordringer – grib dem og mulighederne. Hvis jeg var jer – så unge, så smukke og så begavede – så ville jeg sigte efter selve månen – og sku’ jeg ramme ved siden af – tja – så ville jeg i værste fald – lande mellem stjernerne – og husk så – en diamant er bare et stykke kul, der har været vedholdende. Hjertelig til lykke med eksamen! Og held og lykke med fremtiden! Jeg dimitterer jer således som studenter fra Køge Handelsskole og Køge Handelsgymnasium. Lad os sige et 3-foldigt leve for vores nye studenter. – De nye studenter længe leve. Hurra Hurra Hurra”, lød ordene til årets kuld af studenter.
En tur i rutschebanen
Så blev det Handelsgymnasiums uddannelsesrektor Hans Severinsens tur til at lykønske studenterne med at komme i mål – han kom også ind på covid-19s påvirkning på 3.g’ernes sidste måneder på uddannelsen, da han lykønskede dem: ” Tre år er gået. Der er sket helt vildt mange ting, mens I har gået på skolen og afslutningen i de sidste 3-4 måneder var der ikke mange, der havde forudset. Man kan vist roligt sige, at det har været begivenhedsrigt. På sådan en dag som i dag, skal man både kigge lidt tilbage og kigge lidt frem. Der er noget, der slutter og noget andet begynder.
Tre år er gået: 1.g med usikkerhed og mange nye klassekammerater og nye bekendtskaber, 2.g, hvor det virkelig var hårdt med mange moduler og mange opgaver og så kom 3.g, hvor den skulle have den sidste gas, bl.a. med at skrive en SOP opgave, som I heldigvis også kom til at skulle forsvare til eksamen. Undervejs har der været alt muligt: rejser, ekskursioner, fredagscaféer, foredrag, fester og alt muligt andet. Lad os glæde os over, alle disse ting og håbe at vi også får holdt en gallafest for jer ud på efteråret, hvis det bliver muligt, og hvis I har lyst. Jeg synes, I har været seje i den sidste tid. I omstillede jer hurtigt til virtuel undervisning, og I formåede at få skrevet og afleveret en SOP opgave selvom Coronaen drillede os. Den præstation kan I godt være stolte af. Endelig har eksamensdagene med SOP eksamen været en sand fornøjelse. I har præsteret, hvad I kunne og jeres familier kom og fejrede jer og I fik den flotte hue på hovedet. Det vare bare så rart og hyggeligt. Det hele kom næsten til at se ud som traditionerne byder det. Men tro mig, vi har virkelig også gjort alt, hvad vi kunne for, at give jer en rigtig god afslutning på jeres gymnasietid. Det er svært at sige, hvad I vil huske tilbage på om nogle år. Jeg håber, det bliver for alle de gode ting, I har oplevet. Jeg håber også at I på jeres kommende uddannelse vil opleve, at I har lært noget I kan bruge videre i jeres liv.
Jeg håber både, at den faglige bagage fylder i jeres hjerner, men også at I har udviklet jer til voksne mennesker, der er i stand til at klare sig selv. Jeg håber, I har fået selvtillid, jeg håber I har fået dannelse, så I kan klare jer i livets mange facetter.
Det er vigtigt at have nogle værdier i sit liv, noget, der betyder mere end andet, noget, der er værd at kæmpe for eller stræbe efter. I en coronatid er det måske også værd at reflektere over, hvad der er vigtigt i livet. Familie, kammerater, kærester og samværet med dem betyder rigtig meget, og måske mere end de fleste af os ville have indrømmet for fire måneder siden. Jeg synes, denne tid er en tid til eftertanke om, hvordan vi lever vores liv og hvad der virkelig betyder noget for os. Vi skal nok komme igennem Corona-krisen. Vi kom også igennem finanskrisen i 2008, Oliekrisen i 73, og andre kriser gennem tiderne, men de sætter sig altid nogle spor, og de giver altid stof til eftertanke. Derfor skal I også reflektere over, hvordan I har reageret i de sidste måneder. Forandringer i livet er et vilkår, og der er ingen grund til bekymring. Du kan godt klare en krise i livet,” sagde Hans Severinsen.
Overrækkelse af eksamensbeviser og legater
Studenterne fik bagefter overrakt deres længe ventede eksamensbeviser – med afstand og tid til at forældrene kunne forevige øjeblikket. I løbet af dagens mange translokationsfejringer blev der uddelt legater til studenter, som underviserne havde indstillet for deres engagement, faglighed, og evne til at skabe et godt sammenhold eller gøre noget enestående i forhold til Køge Handelsgymnasium og Køge Handelsskole:
Legatet for årets højeste snit på 3.000 fra Sparekassen Sjælland gik til Cecilie Westergaard fra 3b, legatet fra Spar Nord på 2.000 kr. gik til Patricia Markovitz fra 3e, legatet fra Addere Revision på 2.000 kr. gik til Daniel Gerner Belt fra 3f, legatet fra PwC på 2.500 kr. gik til Casper Tougaard Toft fra 3u, legatet fra Dan Group Alarm på 2.000 kr. gik til Cecilie Frydenlund fra 3x, legatet fra Cramo Adapteo på 2.000 kr. gik til Rasmus Askløf fra 3rs og legatet fra DreistStorgaard Advokater på 3.000 gik til Vahid Jusufi fra 3u. Legater på 1000 kr. fra Køge Handelsskole gik til: Signe Meedom fra 3a, Channette Feldt fra 3c, Mikkel Larsen fra 3d, Emilie Jensen fra 3k, Joachim Warnisch fra 3l og Maria Gulstad fra 3m. Køge Handelsgymnasiums forening for gamle elever – GEKH i daglig tale – havde legater med til Sarah Mortensen og Sandra Krøyer for deres indsats i festudvalget og skolens sociale liv.